Ditte – Jeg genfandt livsglæden!

Afhængigheden:

Jeg havde mistet min livsglæde og havde lyst til at gøre en ende på det hele. Sådan havde jeg haft det alt for længe, men jeg syntes også at det var for nemt at give op.

Anerkendelsen

Selvfølgelig er det mange omkring mig som har givet udtryk for at jeg ville få det bedre, hvis jeg levede på en anden måde, hvor jeg ikke tilsidesatte mig selv til fordel for mit misbrug. Jeg lyttede bare ikke til det. Jeg troede hele tiden, at jeg selv vidste bedre, at jeg kunne overleve. Og ofte kom romantiseringen af hashen ind i billedet ligeså snart jeg næsten var overbevist om at ville ud af misbruget. Jeg blev bange for det, jeg skulle sige farvel til. Det frie miljø og “venner” der følger med misbruget. Men jeg fandt også ud af at det var svært at lave andet end at ryge med mine venner samtidigt med at der for det meste fulgte en masse problemer med.
Det næste jeg blev bange for, var alle de problemstillinger der fulgte med ved at vende tilbage til virkeligheden. Lige pludselig kunne jeg ikke ryge problemerne væk længere, men var nødt til at lære at tage hånd om dem og vælge mine kampe. Min selvtillid og mit selvværd var helt nede, så jeg var også ret bekymret for hvad jeg skulle bruge tiden til, når jeg ikke kunne ryge. For lige pludselig fik jeg en masse tid, penge og valg. Det har været meget svært at overskue at træffe beslutninger for min egen skyld, det var meget nemmere at træffe dem ud fra hashen, fordi det var det som jeg var vandt til. Jeg skulle lærer at vælge til og fra efter 8 års misbrug, hvor jeg havde valgt alt andet fra end hashen. Men skulle tro at det ville være fedt at have en masse penge lige pludselig, men når man ikke er vandt til at hygge sig med andet end hash, så kan det være svært at se det positive i det. Jeg havde skubbet alt fra mig, så jeg havde heller ikke det sociale, som jeg kunne dele oplevelser med og det var utroligt svært at overskue at shoppe, når jeg havde været isoleret så længe. Jeg manglede alt og havde vænnet mig af med at omgås storbyens enorme menneskemængde.


Hverdagen – hvor blev livsglæden af?

Min afhængighed havde en utrolig stor indflydelse på min hverdag. Jeg havde utrolig let til tårer og fik også ofte vendt mine frustrationer til vrede. På den måde fik jeg hurtigt skubbet det sunde miljø væk fra mig. Og når jeg ikke kunne magte at være i det miljø, hvor alle havde det lige så svært som mig eller værre, isolerede jeg mig fuldstændig. På en eller anden måde lykkes det mig at skyde skylden på alt og alle, hver gang der opstod der mindste problem.
Jeg var så afhængig at jeg ikke kunne overskue dagen uden en morgen joint, hvis jeg ikke havde den, pjækkede jeg fra skole og tog på Christiania. Det var en stor del af dagens rutiner. Lige så snart jeg havde fri fra skole, tog jeg direkte på Christiania – gerne med de andre fra klassen som også røg – eller mødtes med vennerne derude. Det var også det første jeg tænkte på hver gang jeg havde spist og jeg kunne ikke falde i søvn uden at ryge mig skæv. Det lykkes mig flere gange at holde mig vågen i 3 dage, hvis jeg ikke havde penge til hash. Men i takt med at misbruget steg og jeg blev mere afhængig, tog jeg kun ud for at købe hash på Christiania og skyndte mig hjem for at ryge alene – for så var der mere hash til mig selv. Hvis jeg kun havde få penge, prioriterede jeg hash højere end mad og hvis jeg ikke havde fået mad længe, samlede jeg pant eller spiste hos familien en sjælen gang imellem. Jeg husker min 17 års fødselsdag som jeg fejrede alene i en græde færdig i min seng en dejlig varm sommerdag. Det var første gang det gik op for mig at jeg havde en depression, for alle andre var glade i solskinsvejret.

StopNu – Behandlingen

Det var både rart og svært, ret ambivalent. For endelig havde jeg fundet et behandlingstilbud som kunne hjælpe mig med at blive clean, hjælpe mig af med abstinenserne, hjælpe mig med at arbejde med de indre dæmoner. Jeg havde det ret svært ved at sove, omgås nye mennesker og forholde mig til drukkulturen som er i Danmark. Drukkulturen gælder både hos mange unge og i min familie, og jeg var bange for at skifte hash misbruget ud med alkohol, for det havde jeg prøvet før. Også havde jeg lyst til at møde nye mennesker på en ny måde – ikke igennem druk.


Genfundet livsglæden

Generelt har det givet mig meget mere livsglæde at lære at acceptere. Acceptere mig selv, acceptere familie og venner omkring mig. Jeg har for eksempel accepteret mine forældres drukvaner i den forstand at de selv må vælge hvordan de vil leve deres liv. Jeg har også løbende lært at acceptere at de venner jeg havde som stadig ryger hash, selv har et valg. Et valg som jeg ikke kan træffe for dem, jeg kan kun være en inspirationsfaktor. Og det gør rigtig ondt at vælge livet med misbrug fra, men det er også bare en fase jeg har lært at leve med. Jeg vil ikke sige at jeg har lært at elske mig selv helt endnu, men jeg har lært at gøre det som er godt for mig. Jeg har lært at håndtere mine egne problemer før andres, og det giver mig et kæmpe overskud. Jeg har også formået at gennemføre nogle ting rent skole mæssigt, som jeg aldrig havde troet at jeg kunne klare. Derfor er jeg gradvist blevet mere stolt af mig selv. Da jeg levede i misbruget, havde jeg konstant dårlig samvittighed over om jeg var en god storesøster, datter, veninde og kæreste. Jeg var rigtig flov over den person jeg var blevet, og det har givet mig en kæmpe livskvalitet ikke at slæbe rundt på det dagligt mere.


Det rette behandlingstilbud

Det som adskiller stopnu fra de mange andre behandlingstilbud jeg har været i, er dels at jeg blev mødt af én person og ikke skulle starte min historie for fra til 3-4 personer. Dels har det været fordi at jeg har fået hjælp til at håndtere abstinenserne og de problemer der medfølger. I mange andre af de behandlingstilbud som jeg har været i, har det været et krav at man var clean inden man startede. Det giver ingen mening for mig, for hvis jeg bare selv kunne stoppe, ville jeg ikke have været i et misbrug. Det resulterede i flere løgne, mere dobbeltliv, flere nedture over at jeg ikke kunne gennemføre behandlingen og få det gode liv, som enhver misbruger fortjener. For første gang i mit liv mødte jeg en behandler som tog mig alvorligt og ind imellem også satte mig på plads, og det betød at jeg endelig havde fået en behandler som rent faktisk gerne ville hjælpe og ikke bare passede sit arbejde. Stopnu er et helt unikt tilbud uden klichéer som også har hjulpet mig til at sove igennem biofeedback behandling, når jeg ikke havde hashen. Jeg må indrømme at jeg ikke havde særlig meget tiltro til biofeedback behandlingen i starten, for hvordan kunne den være så effektiv når der ikke var andre steder som brugte den? Men det virkede udover alle forventninger, og det var endda luksus at man kunne tillade sig at falde i søvn til den del af behandlingen.

Fremtiden

Jeg har været hashfri siden d.12/9-2016 efter 8 års misbrug. Jeg startede første gang i marts 2009. I dag har jeg det ret godt. Det er lykkes mig at få en lejlighed som jeg kan kalde mit hjem, efter at have flyttet 26 gange på 10 år. Og lektierne er blevet mit nye drug, jeg har aldrig været en bogorm, så derfor havde jeg aldrig forestillet mig at jeg skulle komme dertil, hvor jeg er i dag – og slet ikke så hurtigt. Nu bliver jeg student til sommer og har planer om at læse en ingeniør uddannelse indenfor bæredygtig design efterfølgende. Jeg ser positivt på fremtiden idag, og selvom jeg stadig slås med en masse ting, er det på et niveau som jeg kan overskue. Det er bl.a. Svært ikke at have så mange venner, for jeg har været meget social. Men de venner jeg har tilbage, føles til gengæld rigtige og jeg ved at jeg nok skal møde nye mennesker på min vej igennem uddannelse, arbejde, venners venner osv. Udover det, har jeg fundet mig en sød kæreste som giver mig al den kærlighed, jeg ikke har kunne give mig selv i alle de år. Fordi han også er kommet ud af et misbrug, er der både plads til de dage som er svære og der er en gensidig forståelse.


Mine stærkeste anbefalinger

Jeg er meget positiv overrasket, og jeg blev faktisk lidt vemodig, da jeg skulle afslutte behandlingsforløbet. Men omvendt har jeg følt mig så godt klædt på til livet, at jeg turde stå på egne ben.
Jeg har allerede anbefalet stopnu til en del. Udover at biofeedback behandlingen har kunne hjælpe mig af med abstinenserne, givet mig ro til at sove på, så har det også hjulpet at kunne være helt ærlig og åben om det hele. Og at kunne planlægge med min behandler, hvornår jeg ryger den sidste joint. Det har været rigtig godt at få en behandling som er blevet tilrettelagt individuelt, en behandling som tog hånd om mine udfordringer istedet for de generelle udfordringer. Min behandler har været ret fleksibel, og det har givet en stor tryghed at kunne skrive en SMS i krise situationer, og ofte få råd og vejledning til at håndtere det. Noget der også har haft en præventiv effekt er at arbejde med krise situationerne efterfølgende, blive opmærksom på handlingsmønstre og hvad man gør i situationer hvor risikoen for tilbagefald er stor. At snakke om hvordan hjernen har vænnet sig til stoffet og hvordan man tackler det. At lære nye strategier for næste gang man får lyst og ligge mærke til hvad der gjorde at man fik lyst – alt det og meget mere, har betydet at jeg har kunne holde mig clean i længere tid efterfølgende.


Mit bedste råd

Jeg tror det er vigtigt at man ikke kun stopper med at ryge hash, men også starter med at leve. At fylde tiden ud med noget, hvor der er en balance mellem udfordringer og successer. Det er også vigtigt at man anerkender sit problem og søger om hjælp, for det er umuligt at stå alene med så stor en livsstilsændring, hvis det skal varer ved. Det er vigtigt at have nogen at støtte sig op ad i de svære perioder. For mig har stopnu været det eneste rigtige, for de havde den professionalisme, som jeg havde brug for. Jeg kan meget mere end jeg troede. Jeg har indset, at jeg nok aldrig ville blive klar til at stoppe med at ryge med at ryge hash. Nogle gange skal man ikke tænke så meget over det, man skal bare gøre det – så det gjorde jeg. Men jeg gjorde det også, fordi jeg var så desperat og havde ramt bunden. Jeg havde alligevel ikke noget at miste, det hele kunne ikke blive meget værre, så hvad ville det skade at kaste sig ud i det?

Leave a Reply